Nu vil jeg såmænd også kaste mig ud i blog-land, og nu skal I høre hvorfor.
I en alder af 30 år indser jeg, at mit liv skal tage en drejning. Jeg har en uddannelse i virksomhedskommunikation - cand.ling.comm. - og den er såmænd super at have. Men det er ikke det jeg vil, det har jeg erfaret. Jeg vil være havdesigner, og det skal denne blog hjælpe mig med at blive.
Historien bag
Jeg fik mit første job som kommunikationsansvarlig i januar 2010. Det var fantastisk endelig at komme på arbejdsmarkedet efter alle de år som studerende. Og pludselig havde man penge på kontoen! Så min mand og jeg flyttede til Harlev, som er en lille forstad til Aarhus. Vi købte en gammel rønne, og så satte vi den i stand. Da vi ankom til det forfaldne hus, kunne jeg konstatere, at det var sande haveelskere, der havde dyrket haven, og i "haveskrækkens" tegn besluttede jeg mig for at det HELE skulle være GRÆS. Så alt blev hevet op og kørt på lossepladsen. Meget af det var heller ikke mere værd, skal det lige siges. De tidligere beboere havde på deres gamle dage forsømt haven, så det meste var forvokset, råddent eller med sygdomme. Jeg forbarmede mig over et par enkelte stauder, som røg i nogle potter, men ellers havde vi bare en brakmark. Og ganske langsomt begynde haveuniverset at åbne sig for mig. Det var jo fantastisk at se blomsterne gro, og ikke mindst at skabe rum og bede. Jeg besluttede mig for at få en "parkhave" med store bede og masser af ens blomster, så der ikke gik for meget "parcel" i haven. Og jeg synes det er smukt. Ikke fuldendt, det tror jeg aldrig det bliver. Men smukt. Og rejsen fra en tarvelig mark til en have med blomster er vidunderlig. Og den er absolut ikke slut!
Men nu er det jo ikke min egen have, denne blog skal dreje sig om. Det er alle andres.
For i foråret 2012 havde jeg en skelsættende oplevelse. Jeg gik ned med stress. På to år gik jeg fra at være en nyuddannet lille skid, der sad og indtastede kontaktoplysninger i et regneark, til at være projektleder for projekter i millionklassen. Jeg var god til mit arbejde, pligtopfyldende og ihærdig, og det fik mig til at komme langt på meget kort tid. Men det havde jo så sin pris. For 6 måneder senere er jeg stadig sygemeldt. Jeg kunne skrive side op og side ned om hvor forfærdeligt det er at være sygmeldt, men vi kender alle en eller anden, der har været der, så det vil jeg spare jer for. Men mit forløb har fået mig til at indse, at jeg ikke skal arbejde med det samme igen.
Så kommer haven ind i billedet
Generelt har jeg altid været kreativ af natur. Jeg maler. Jeg hækler. Jeg laver decoupage. Jeg indretter. Stik mig hvad som helst, jeg skal sgu nok få noget ud af det. Og når man sådan er sygemeldt har man jo masser af tid til at gå og tænke over tingene. Og hvordan man min kærlighed til haven kombineres med mine kreative evner? Jeg skal da være havedesigner!
Denne blog er dedikeret til min rejse fra at være projektleder i en kæmpe virksomhed til at være havedesigner. Selvstændig - hvem ved? Det vil tiden vise.... velkommen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar