Igår var mine forældre forbi, og så kunne jeg ligeså godt få det overstået. Jeg måtte fortælle mine forældre, at min årelange uddannelse ikke ville blive brugt til det, den oprindeligt skulle bruges til. De skulle lige "sluge" nyheden, fordi jeg altid har været hende den søde og pligtopfyldende: Jeg tog en uddannelse, jeg fik mig et godt arbejde, et fint hus og en fin mand. All in all - perfect. Men pludselig sidder jeg der og er sygemeldt, og nu også fyret på grund af min sygemelding. Og nu vil jeg skisme også være havedesigner. Jamen hvad i himlens navn! Det krævede jo en uddannelse som landskabsarkitekt! Man er da ikke hverken havearkitekt eller havedesigner når man ikke har en uddannelse inden for det!
Det er der jo også noget om. Der er jo en grund til at den uddannelse findes. Men jeg bliver nødt til at tro på, at det kan lade sig gøre uden. For 5 år i København på SU er ikke lige drømmescenariet lige nu. Så jeg må tage det på den hårde måde - learning by doing. Og så håbe på lidt held.
Alt i alt så synes jeg det gik meget godt med mine forældre. For inden samtalen var slut havde de en masse ideer til alle mulige ting, jeg kunne lave "off-season". Til jul kunne jeg jo sælge nogle af fars juletræer, og tage til julemesser med de smukke håndlavede juletræsdekorationer!
Og så min venindes job
Ja, så ringede min veninde, som er kok. Hun har fået et nyt job som souschef på en skole. Jobbet var helt perfekt for hende, og hun var så lykkelig. Man kan sgu ikke lade være med at være lidt misundelig. Men jeg er super glad på hendes vegne. Det sætter bare tingene lidt i pespektiv, for hold fast hvor er der lang vej igen for mig. Jeg må bare huske på, at rejsen lige er begyndt for mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar