fredag den 13. juli 2012

Nye bedste ven: Pinterest. Sørens Ryges fede have. Og så et kursus

Ja, i forbindelse med al min hækling, som jeg har dyrket meget af i min sygemeldingsperiode, er jeg tit faldet over Pinterest. Pinterest er ikke slået så meget igennem i DK, som man først antog, men især i USA er det populært. Idéen er, at man samler al sit inspirationsmateriale ved at "pinne" et billede - så samler Pinterest billederne og sætter dem i kategorier, man selv har skabt. Det smarte er, at man sætter en "pinit" app i sin bogmærkelinje, så det ikke er nødvendigt at gå ind på pinterests side hver gang man vil finde noget. De er sgu snu de der udviklere...

Jeg er ikke selv så vild med at det der med at oprette sig alle mulige forskellige steder. Jeg får det enten ikke brugt, eller også glemmer jeg hvad det nu lige var, at mit brugernavn og password var. Før i tiden havde jeg flere sider i min papirskalender dedikeret til brugernavne og passwords, men efter at den blev droppet til fordel for telefonen, er det ligesom glemt. Der findes apps, der kan gemme ens passwords, meeeeeen.... jeg stoler sgu ikke på de sataner. Så hellere glemme dem!

Men i forbindelse med det her havehalløj, må jeg erkende, at det er et godt værktøj. Man behøver lige pludselig ikke at have alting skrevet ud, når man skal gemme noget. Det er samlet alligevel. Så jeg har taget springet og har oprettet en Pinterest-brugerprofil. Jeg håber jeg får brugt den, og IKKE glemmer passwordet!

Og så Søren Ryge
I mange år har jeg - ærlig talt - brugt Søren Ryges programmer til at falde i søvn til. Det er så hyggeligt, han taler sååååå langsomt, så det er næsten bedre end en godnatsang. Så tak for alle "morfar"erne Søren Ryge, mange tak. Men efterhånden må jeg jo sande, at den mand bare er noget helt for sig. Ikke fordi jeg synes hans have er noget særligt. Jeg synes det er lidt kedeligt, og så overstiger hans kærlighed til den enkelte blomst det samlede udtryk. Men hans viden.... hold da kæft. Hvad den mand ikke ved. Så nu følger jeg med!! Og prøver at huske alle de ting, han slynger ud. Og faktisk var der en stor del af hans have, der var absolut betagende. En del af hans plæne har han inddelt i cirkler, og i hver cirkel har han plantet 1-2 plantearter, der bare har fået lov til at vokse og vokse...Og pludselig står der 30 årige bregner i en cirkel, kæmpehostaer og græsser i en anden cirkel og meterhøj mælkeurt i en trejde, alle omgivet af store træer, som man næsten kun ser på gamle gårde. Sådan skal den skæres, det så bare godt ud. Den snupser jeg! Tak for det, Ryge!

Kursus!
Hrm, ja jeg kan jo OGSÅ godt lide at male. Akrylmaling. Det er blevet til et par gaver hist og her, og de fleste på bestilling, så helt ad helvede til er det ikke. Takket være min læremester Mette Holtegaard, besidder jeg en grundlæggende viden om malerteknik. Men det er efterhånden et par år siden, at jeg sidst var hos hende. Og drager man paralleller til haveuniverset, så drejer begge sig meget om farvekombinationer og udtryk. Og i næste uge er det "sygmeldingskursusfriuge". Så jeg har i sidste øjeblik meldt mig på et kursus på Aarhus Kunstakademi, hvor man lærer om kunsthistorie og farveteknik. Det lyder måske ikke så relevant, men det er det i mine øjne. For at skabe en have er en kunstart i sig selv, og det der med farvekombinationer har jeg faktisk aldrig lært. Uh, jeg glæder mig! Men jeg er også lidt spændt på hele situationen. I 7 måneder har jeg ikke haft en normal hverdag, og pludselig har jeg skabt mig et commitment. Fra kl. 09.15 til 14.45 hver dag. Det lyder ikke af meget, men det er det for mig. Der er SÅ mange ting, der taler for at jeg kommer på det her kursus - ud over at vejrguderne ikke er så meget med udendørsfolk her for tiden. Så nu skal jeg bare GØRE det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar